Jordbrugslandskab med middelstore markfelter i bølget terræn, med høj andel af små gårde og husmandssteder, der primært ligger langs vejene. Bebyggelsen er meget velholdt, hvilket understreger områdets bynære placering. Karakteristisk for området er endvidere de spredtliggende mindre skovområder med markante skovbryn samt kraftige hegn/bevoksede diger. Langs vejene findes flere steder levende hegn i form af tætte hæklignende beplantninger der stedvist er tunneldannende.
Skovbrynene skaber markante rumlige afgrænsninger af de ellers transparent afgrænsede middelskala landskabsrum som de levende hegn og bevoksningen omkring bebyggelserne afgrænser.
Omkring Hallingskov Huse, øst for Svendborg, er terrænet meget bakket, småbevoksninger hyppige og små husmandssteder og huse af nyere dato ligger tæt langs vejene. I dette område skaber de karaktergivende landskabselementer et småskala landskab med lukkede landskabsrum.
Nærheden til kysten i områdets sydlige del opleves dels gennem udsigter fra overkanten af kystskråningen dels markant fra kystvejen mellem Svendborg og Åbyskov, som løber tæt ved og parallelt med kystlinjen. Denne del af kystvejen præges af kystnære skove, mindre strandengsområder, tæt bebyggelse ved Skårupøre og Åbyskov samt en mængde små bådebroer, som strækker sig ud fra kysten.
Landskabskarakteren forstyrres kun lokalt af tekniske anlæg. I den nordlige del af området findes en højspændingsledning, vindmøller og et mindre industriområde vest for Svendborg. Ved kysten er placeret et rensningsanlæg.